​Cameroun 2023 (september)

Ved Guineabugtens dybeste punkt ligger landet, der af mange betegnes som "Mini Afrika". Her findes nærmest alt, hvad kontinentet har at byde på, proklameres det. Cameroun har strande, bjerge, regnskove og savanne. Det hele krydret med adskillige klimazoner og et rigt dyre- og planteliv. Og sammenlignet med mange andre afrikanske lande, så har de politiske og sikkerhedsmæssige konditioner i en årrække været nogenlunde stabile.

Er du typen, der er glad for havet men ikke for sand mellem tæerne, så er vulkanstranden ved Seme en oplagt udflugtsmulighed. ​Den er skabt af nedfaldne lavasten fra nærliggende Mount Cameroun, der betegnes som en af de mest aktive og farlige vulkaner i verden.

Jeg var ikke specielt uheldig med at opleve lavasten i regnvejr, da der årligt falder omkring 10 meter (!) nedbør, hvilket gør området til et af de vådeste i verden. ​

De var ikke meget for at lukke os ind på Alfred Saker College i Douala. Men det lykkedes med stor tålmodighed for min guide at liste et par adgangskort ud af skrankepaverne ved indgangen. Saker var en britisk baptistmissionær, der kom til området i 1800-tallet og fik oversat Biblen til det lokale sprog.

Livsglæde og stor nysgerrighed fra de energiske unge mennesker. Langt de fleste børn i Cameroun går i skole dog er procenten højere for drengene, da pigerne i visse familiestrukturer prioriteres til huslige pligter eller oplever en tidlig graviditet.​

Jeg fik endnu et smil til samlingen, da skolens madmutter kom forbi.​ Det menes, at de første  pygmæstammer kom til området for 50.000 år siden. Men de blev fordrevet af bantufolket, og siden kom alt fra det muslimske fulanifolk til portugisiske sømænd forbi til en "æggemad med camarones". 

Hvis du ikke holder dig til sandheden, så er det slut med smil og ind bag tremmer.​ Udtrykket "fake news" fik Donald Trump populariseret under sin præsidentkampagne i 2016 ved at bruge det om nærmest enhver negativ pressedækning af ham. Men begrebet har været kendt i over 100 år, og optræder første gang i 1890'erne om de lidt for sensationslystne journalister.

I den sydvestlige del af Cameroun ligger Limbe Wildlife Centre, der blev åbnet i 1993 i et samarbejde mellem landets regering og NGO-kræfter. Det primære formål er at tage vare på truede primater, der ikke kan klare sig i naturen. Det kan eksempelvis være en chimpanseunge, der på grund af krybskytteri er blevet forældreløs. 

Dagens højdepunkt var for første gang i mit liv at se den farverige mandril, og jeg fik lov at se mere af krabaten end, jeg lige havde regnet med. Men når en bavian skal, så skal den. Hanmandrillen er verdens største bavian, og de utrolige...

...farver har den både i ansigtet og på bagdelen.​ Mandrillen er desværre truet og lever kun i få lande i den vestlige del af Afrika. Den blev verdensberømt i Danmark, da "Casper & Mandrilaftalen" med sin absurde komik og vanvittige karakterer blev sendt i starten af dette årtusinde.

En lavlandsgorilla nyder livet i det kildende græs. Den får dækket sit behov for væske gennem sin vegetariske føde, og man har aldrig observeret en lavlandsgorilla drikke.

Skudsår og brækkede lemmer er ikke ualmindeligt, når nye primater finder vej til Limbe Wildlife Center, hvor der står...​

...dygtige dyrlæger klar til at hjælpe.​

Et argument overfor lokalbefolkningen i forhold til at lade de vilde dyr være i fred er risiko for overførsel af smitsomme sygdomme som abekopper. Sygdommen blev første gang konstateret i 1958 på Statens Serum Institut i Danmark under arbejdet med laboratorieaber. Første smittede menneske blev fundet i 1970 i DR Congo. WHO erklærede i sommeren 2022, at sygdommen udgør en global sundhedskrise, da der var fundet over 10.000 tilfælde i 71 forskellige lande.

​Min veloplagte chauffør i hans flotte dragt leder tankerne hen på, at Cameroun er det eneste land i verden, der er opkaldt efter et krebsedyr. Da de portugisiske opdagelsesrejsende kom sejlende i 1472 blev de forbløffet af de mange rejer i Wouri-floden, og kaldte den for Rio dos Cameroes.

​De officielle sprog i Cameroun er engelsk og fransk. Men herudover tales knap 300 endemiske sprog i de forgrenede stamme- og klansamfund. Fra hestekræfter til...

...kvægkræfter med sylespidse horn.​

Yaounde er hovedstad i Cameroun, men Douala er landets største by med godt 3 millioner indbyggere og det handelsmæssige epicenter. Herfra skibes bl.a. olie, kaffe og metaller til samhandelspartnere i hele verden.​

I centrum af Douala står byens mest særprægede vartegn, La Nouvelle Liberté. Statuen er 12 meter høj og...

..konstrueret af skrot og skrald af den kontroversielle multikunstner, Joseph-Francis Sumegne.

Hvis knallert​taxierne vil bede guderne om godt vejr, så...

​...kan de henne om hjørnet gå ind af Heavens Gate i en bygning, der så mere uhyggelig end fredsommelig ud.

Cameroun er 10 gange større end Danmark, og det nuværende areal blev forenet som selvstændigt land i 1961. Indbyggertallet er omkring 20 millioner, hvor over 95 % er under 65 år gamle. Gennemsnitslevealderen er blot 51 år. Så er den faktuelle ged barberet.​

Den kaotiske trafik i Douala taget i betragtning, så havde jeg ikke ventet, at se en gut på rulleskøjter i byen. Det var belgiske John Merlin, der gav rulleskøjterne til verden i 1760, hvor han monterede hjul på et par skøjter og trillede ind til et maskebal.​ Det begejstrede de andre gæster lige indtil den trillende opfinder ramlede ind i spejl, der gik i tusind stykker. Der skulle herefter gå over 100 år før den første rulleskøjte blev patenteret i 1863.

Sendte et smil retur og roste hende for ikke at undervurdere min appetit.

Var skønt, at chaufføren på en af udflugterne havde friske Minitrans-farver på. Men det var lidt for frisk, at han til frokosten bestilte en 0,5 liters dåse med whiskey og cola. Drøftede stilfærdigt med ham, at vi måske kun har et enkelt liv at gøre godt med. Og så blev den byttet til en kold cola.

Grillaften ved poolen på Krystal Hotel, der var et glimrende logi i centrum af Douala.

Albert Roger Mooh Miller bedre kendt som Roger Milla er i Cameroun, hvad Michael Laudrup er i Danmark. Han blev berømt i hele verden under VM i Italien i 1990, hvor han med sine 4 mål i turneringen var med til at spille Cameroun i kvartfinalen. Miller har rekorden som den ældste VM-målscorer nogensinde, da han i en alder af 42 år scorede mod Rusland.

Det turistmæssige potentiale er stort i Cameroun, men det bliver ikke forløst, hvis naturen bruges som losseplads. Et trist syn kunne have været en smuk strand.​ Øv. 

Fornøjelse, Cameroun - tak for op​levelserne og gæstfriheden.